Juli

Sensommertræk

Med juli måned går vi ind i den sidste måned, hvor vi med stor sikkerhed kan vente træk og overskud af  honning i magasinerne; men der er undtagelser. I villakvarterer og naturområder, kan der godt komme et fint træk først i august og i byområder helt hen til august.Det er lindetræerne, vi satser på i denne måned. Lindetræer kræver imidlertid, at der er hedebølge, især at der er varmt om natten, for at give honning.

Men bare det er lummervarmt, kan bierne ”trække honning på en tøjrepæl”, som Hugo Olsen udtrykte det.  Bag dette udtryk ligger, at bare det er varmt og fugtigt, skal bierne nok finde nektar, eller det, der er bedre: luseekskrementer, og man får ”skovhonning” i kasserne.

Ferietid

For de fleste er juli måned en ferietid, hvor der sjældent er tid til så meget bi-sjov. Måske er man bortrejst i flere uger. Det gør nu heller ikke noget, for dronningen har sat æglægningstempoet ned. Dermed er den værste sværmfare ovre, ligesom man kan godt kan fjerne dronefratagningstavlen. Der er jo ikke så længe til, at der skal gives myresyre.

Tips

1. Sæt ekstra magasin på
Hvis du ikke har høstet, og der er godt fyldt op med honning, kan du for en sikkerheds skyld sætte et ekstra magasin på, inden du tager på ferie – sådan bare hvis lindetrækket skulle blive stort. Hvis du har afspærret dronningen, og yngelen er ved at løbe ud i det gamle yngelleje, der nu befinder sig over gitteret, er der i reglen plads nok til den sidste honning.

2. Gør vinterlejet klar
Når du kigger til bifamilien i begyndelsen af juli, og alligevel er nede i yngellejet, kan du lige så godt gøre vinterlejet klart.
    I opstablingsstadet tjekker man, at der kun er nye tavler fra samme år i den nederste kasse. Fjern alle pollentavler bortset fra en enkelt. Tavler med dronebyg og andre ukurante tavler fjernes ligeledes. Til gengæld må der gerne være 3-4 flotte yngeltavler centralt placeret i bundkassen.
    I trugstadet er teknikken den samme. Her gælder det blot de 10 forreste tavler. For det er her, bierne skal være den kommende vinter.

3. Lav reservefamilie(r)
Har du mere end fem bifamilier, så lav to reserver. Erfaringerne siger, at hver tiende bifamilie går til om vinteren. Så hvis man vil være sikker på at have fuld bistyrke næste år, laver man de fornødne reserver.
Brug 3-4 yngeltavler med forseglet yngel samt en pollentavle og en fodertavle. Med forseglet yngel sikrer man sig, at bierne ikke finder på at lave deres egen dronning. Tag gerne tavlerne fra flere bifamilier. Blot de forenes i et nyt stade eller en ny kasse, bliver der ikke slagsmål. Ingen har nemlig noget at slås for. Tilsæt dernæst en parret dronning. Den får du hos en dronningeavler eller i skolebigården, hvor der produceres dronninger hen over sommeren.
Dronningen tilsættes i bur. Husk at fjerne plastiklåget, så dronningen kan slippe ud, når foderproppen er spist. Vent med at tjekke til efter en uge.

Er du i tvivl, om der skulle være æg eller laver i de yngeltavler du laver aflægger af, venter du blot med at tilsætte droningen til efter 3-5 dage. Så vil bierne nemlig have lavet en nødcelle på små larver. De fjernes, og nu kan den nye dronning tilsættes uden konkurrence.

Tricks

1. Lad bifamilien lave en ny dronning
Er du tilfreds med din dronning, kan det være, at datteren bliver lige så god. I så fald kan du lade bifamilien lave en ny dronning, mens du holder ferie. Du tager den gamle dronning fra sammen med 3-4 yngeltavler, en pollentavle og en fodertavle og sætter dem over i et andet bistade. Så vil den resterende del af familien straks bygge dronningeceller  over nyklækkede larver og fodre de små larver med ren gelé royale. På den måde redder familien sig selv, og du har en ny dronning og en ekstra bifamilie.

2. Slip af med en dronemor

Har du en bifamilie, hvor der pludseligt kun bliver lavet pukkel-yngel, dvs. udelukkende droneyngel, er det fordi den gamle dronning er løbet tør for æg, eller en ny ikke har haft held til at blive parret. Opdages dette i tide, gælder det blot om at fjerne tavlen med droneyngel samt den gamle dronning /uparrede jomfru og derpå  tilsætte en ny dronning (se tips nr. 5 i august).
    Imidlertid kan det også være en arbejder, der er begyndt at lægge æg. Dette sker, hvis en bifamilie i for lang tid har været uden dronning. Nu kan man ikke bare indføre en ny dronning, da der ikke er nogen unge bier til at tilse den, og hvad værre er: Den nye dronninge vil tabe opgøret med den æglæggende arbejderbi.
    Her skal vi have hjælp af en  jomfrudronning. En jomfru er nemlig den bedste til at rydde op, da hun ikke tåler rivaler og samtidig er den hurtigste til at stikke modstandere ihjel.
    Man kan købe en jomfru eller få fat i en på anden vis, evt. lave en via en aflægger. Se tricks nr. 1. Sæt evt. en klækkemoden dronningecelle til.
    Men sæt ikke hverken jomfru eller jomfrucelle til, før bifamilien er ”normaliseret” dvs. har modtaget en yngeltavle eller to med unge bier fra et andet bistade.