Sommerbiskole 2024

Sommerbiskolen finder sted de lyse sommeraftener med 3 mødedage før sommerferien og 3 efter. Deltagerne kommer selv med forslag til emner, der kunne være forebyggelse af sværmning, fremstilling af aflægger, alternativ varroabehandling, udskiftning af dronning eller fredelige bier.

Hver kursusaften henlægges til deltagernes haver og bigårde. Her afprøver vi ”teorierne” på deltagernes egne bier og vender de udfordringer, der ellers måtte være. Samtidig ser vi hvordan, de enkelte deltagere har indrettet deres bigård. Hver aften rundes af med opsamling og videre snak over en kop øl eller kaffe.

Startaftenen, hvor deltagerne mødes for at planlægge forløbet, finder sted i skolebigården torsdag den 6. juni kl. 20. Her mødes deltagerne kort og diskuterer sig frem de første temaer, der skal tages op, hvilke datoer osv., ligesom vi aftaler hvor og hos hvem, vi skal mødes.

Da sommerbiskolen finder sted i deltagernes bigårde, kan maksimum være 6 bigårde være repræsenteret, men gerne flere deltagere fra hver bigård, idet  familiemedlemmer og flere medlemmer af bilaug heller end gerne må deltage. Tilmelding sker via ”først til mølle”-princippet ved at sende en mail til info@horsholmbiavl.dk