Maj

Forårstræk

Mirabel, blomme, pære og æble – sammen med mælkebøtter er det de hvidt-blomstrende frugttræer, der for alvor giver træk i maj – med mindre bierne står i nærheden af en rapsmark, for så er den trækplastret. Kastanie og hvidtjørn runder forårstrækket af. 
    Når temperaturen i maj når op i nærheden af 12º C er det tid til det 3. forårseftersyn. Nu kan man uden fare for, at dronningen bliver nøglet (se om nøgling af dronning under april).
    Ved det 3. eftersyn tjekkes yngellejet for alvor. Især er det vigtigt at ser efter, at dronningen er kommet i  god æglægning, og at der stadig er foder tilbage. Er der ikke sat en tredelt dronetavle til, sker det nu. Evt. skæres de første droneafsnit ud.
    Som en særlig opgave ved trugstadet, rykkes alle tavler tilbage i stadet, så man let kan øse evt. døde bier op med en spartel e.l. Nu kan man samtidig sætte to kunsttavler forrest i truget, lige ved flyvesprækken, inden tavlerne rykkes frem igen.     Fra starten af maj begynder den ugentlige fraskæring af droneyngel i den tredelte dronetavle, så antallet af varroamider holdes nede.

Giv plads, giv plads !
Under forårstrækket gælder det om hele tiden at give plads, dvs. udvide bifamilens “tavleareal” ved at tilsætte rammer med vokstavler. Det er lidt af kunst, at udvide på den rigtige måde. For lidt plads hæmmer dronningens æglægning og kan i uheldigste fald fremprovokere sværmning (se juni måned), mens for meget plads giver unødig kulde omkring ynglen, og forhindrer familien i at udvikle sig.
     I princippet er der to måder, at udvide på. Man kan udvide ved at sætte nye kasser og magasiner oven på det gamle yngelleje, eller man kan udvide ved at sætte nye kasser og magasiner under. Bifamiler er imidlertid forskellige og sjældent særligt principfaste. Derfor skal man finde frem til en måde at udvide på, der passer en godt, og som passer til den enkelte bifamilies temperement. 

Tips

1. Tag bestik af vejret
Når mælkebøttetrækket sætter ind er det i reglen tid til atudvide. Det er nu, man skal bestemme sig for, om det første hold nye tavler skal sættes oven på eller under det gamle yngelleje (kasse 1).
     Hvis låg eller dækbrædder er ved at løfte sig for bar bier, og det er varmt vejr med udsigt til et godt træk, kan man godt anbringe kasse 2 oven på kasse 1, og i trugstadet sætte et magasin oven på yngellejet. På den måde har man mulighed for at høste tidlig honning. Er der kun udsigt til godt vejr, kan man gøre det samme, blot man forinden har adskilt kasse 1 og 2 med en avisside. Så vil bierne nemlig gnave avispapiret væk, når de har brug for mere plads.
     Hvis vejret er køligt sættes kasse nr. 2 under kasse 1. Måske er der allerede i april sat en kasse nederst (se Tips 4 i april). En kasse oven på yngellejet i køligt  tomme vokstavler vil i køligt vejr tappe yngellejet for varme og sætte familien tilbage.
     I trugstadet gør man på samme måde. Her klarer man opgaven med at “sætte en kasse under” ved at flytte alle de gamle yngeltavler med dronning og det hele op i et magasin og derpå fylde yngelrummet under magasinkassen med kunsttavler.

2. Hjælp bierne op
Bierne vil gerne afsætte nektar og honning over yngellejet; men da byggebierne fra naturens hånd kun kan bygge nedad og til siderne, er det en god idé at hjælpe bierne op og i gang med arbejdet over yngellejet ved at placere 2-3 udbyggede tavler (evt. jomfrutavler). Man kan også sætte de midterste tre yngeltavler op fra kasse 1 og derefter skubbe de resterende rammer med yngel sammen i kasse 1 og supplere op med kunsttavler yderst. 

3. Vent med gitter
Med mindre bifamilien står ved en rapsmark, og man er tvunget til at  høste rapshonningen, inden den krystalliserer, vinder man meget ved at undlade dronningegitter om foråret. Gitteret generer bierne og hæmmer dem i at bygge opad, og så er gitteret tit årsag til sværmning. En dronning, der bliver forhindret i trække yngellejet med op i honningmagasinet om foråret kan let føle sig klemt, og så er det signal til byggebierne om at bygge dronningeceller med hvad deraf følger. Læs om sværmning i  juni.

4. Lær at arbejde uden handsker
Har du en intention om på et tidspunkt at arbejde uden handsker, er det i maj, du skal starte med at øve dig. På dette tidspunkt er der en overflod af unge bier, som ikke kan finde på at stikke. Det gælder fx byggebierne, og alle de bier, der går og passer op i yngellejet. De stikker kun, hvis de bliver klemt, og da kun små stik, da deres giftbrod endnu ikke er udviklet. Fordelene ved at arbejde uden handsker er mange: Bierne bliver ikke nervøse, man kan mærke varmen  fra bierne, og det er lettere undgå at skade bierne. Når først man har lært at arbejde uden handsker, kvitterer bierne ved ikke at stikke, heller ikke senere på året.
     Det er som om, de kan huske en og ved, at man ikke generer dem.
    

Tricks

 1. Sæt dronetavlen centralt
Så snart der yngles på dronetavlen, må den gerne rykkes ind midt i yngellejet, så varroamiderne kan løbe til fra begge sider.

2. Krads op i fodertavler
Krads op i de fodertavler, der sidder nærmest ynglen. Så kan bierne bruger det til at fodre yngel med.

3. Fjern tiloversblevne fodertavler
Hvis der midt i maj er mere end to fodertavler tilbage fra efteråret, er det klogt at fjerne de overskydende tavler, hvis der ikke skal blive blandet foder i honningen. Gem evt. de overskydende fodertavler til den dag, der skal laves aflæggere.

4. Brug dronetavlen som tjek-tavle
På dronetavlen kan det til en hver tid aflæses, hvordan det står til i bistadet. Byggebier i fuld sving, udbygning af hver sektion i løbet af en uge og nylagte æg i det nyudbyggede tavleafsnt er et sikkert tegn på, at alt er som det skal være. Da dronetavlen samtidig er bifamiliens foretrukne sted at afsætte de første sværmceller, er den god til at opdage sværmrus.
Når sværmningen nærmer sig, er der ikke byggeaktivitet på dronetavlen. Bygges der på dronetavlen, men lægges der ikke æg i den, er det ikke fordi bifamilien er ved at sværme. Dronningen lægger bare æg for langt fra dronetavlen. Måske er hun begyndt at lægge æg oppe i magasinet. Så er det med at få flyttet dronetavlen eller sat hende og de tavler hun går på tilbage, hvor hun hører hjemme.